Rejsemessen for Kvalitetsrejser

18 okt

I weeenden den 22. oktober og 23. oktober afholdes Rejsemessen for Kvalitetsrejser.

Det foregår i Øksnehallen i København, hvor der er åbent kl. 10 – 18  lørdag og 10 – 17 søndag.

Prisen er 100 kr. per person.

Tips til den gode flyrejse

21 jul

Berlingskes Rejseliv.dk har samlet en god håndfuld råd om, hvordan I gør flyturen med unger mere behagelig. Tipsene er hentet hos kabinepersonale, som har fragtet mange en familie både ud og hjem fra ferien. Læs bl.a. om, hvordan I kan forberede familiens yngste på flyturen og om, hvad der er godt at have med i håndbagagen.

10 råd til billig ferie

29 apr

På Rejseliv.dk kan I finde 10 gode råd til at gøre ferien billigere. Tjek dem ud og bliv inspireret til campingferie i udlandet, boligbytte, nye destinationer, skæve tidspunkter og alternative afrejsesteder.

Lækre, danske strande

29 apr

Vores sommer bliver i år primært holdt inden for landets grænser. For her findes jo heldigvis også en masse skønne strande. 

Er I lige som os til smukke, brede sandstrande, kan vi anbefale:

– Dueodde Strand på Bornholm

– Ristinge Strand på Langeland

– Lakolk på Rømø

– Fanø Strand

– Henne Strand i Vestjylland

På nær Henne – hvor bølgerne som ved alle hardcore Vesterhavs strande ikke kun er for sjov – er de meget børnevenlige og også skønne at boltre sig på for de yngste i familien.


Du kan nominere din favorit på Rejseliv og deltage i konkurrencen om et ophold på Bornholm.

På flyrejse: Pakning af klap- og barnevogne

11 apr

Når I pakker barnevognen eller klapvognen til indtjekning, gælder følgende retningslinjer i Billund Lufthavn:


– har I en stor barnevogn, skal overdel og understel pakkes separat (max målene på en pakke hedder 95 x 55 cm)


– lad hjul og løsdele sidde på vognen


– dyne og pude må blive i vognen – andet skal i den øvrige bagage


– adressemærkat og bagageindtjekningslabel skal sættes på selve vognen, så vent med at lukke posen til efter indtjekning


Poser med lukkebånd kan købes i Café Cumulus for kr. 30. De kan genbruges, hvis I passer på den 🙂




Se også:

Indlægget: Klapvognen i Billund Lufthavn

Billund Lufthavns website

Nice-to-haves til ferien med baby

12 feb

En ferie med baby bliver både sjovere, lettere og mere behagelig (for jer alle), hvis udstyret er i orden. På vores liste over rejsegear, der skal i kufferten til den yngste, er:


Havregryn til havregrød og øllebrødspulver til øllebrød. Kræver kun en gryde, en kogeplade og vand for at fungere – og ligger godt i babymaven.


Drikkekop med tud.
Drikkedunk med låg, der kan lukkes helt til (som er lettere at have med på farten) – som Den sunde Drikkedunk.


Et par babyskeer. Så kan man klare sig de fleste steder, hvor man kan score noget yoghurt, babymos eller en banan.


Masser af sutter og suttesnor (så den ikke falder så langt, når den ryger ud). Opbevaringsæske eller frostposer til at have de rene reserver i.


Har I barnevogn med, så husk barnevognssele til den. Husk også både insektnet, regnslag og solskærm/parasol, alt efter hvor turen går hen. Og eventuelt en pumpe (og lappegear), hvis uheldet skulle være ude (med mindre I er friske på at trisse omkring en lokal cykelsmed).


Engangsklude til numse, fedtede fingre, snotnæser og glad, mæt babymund. Kleenex og vådservietter til sådan cirka det samme.


Bleer nok til at klare en nødsituation. Og til de første dage, så I ikke behøver at suse i supermarkedet, så snart flyet er landet.


Babyvenligt termometer. Man ved aldrig… og det gør en eventuel snak med læge lettere.


Plaster og uparfumeret sæbe til desinfektion.




Har du flere bud på, hvad I bare ikke kan udvære til mini’en, når I er på tur, så byd endelig ind i kommentarfeltet nedenfor!




Se også Bleskifte på flyet for tips til, hvad pusletasken bør indeholde.

Klar til ski – med børn

11 feb

Foto © Brian Finestone – Fotolia.com


Vi er midt i skisæsonen, så her følger en flok skitips til jer, der er så heldige at skulle ud i det smukke vinterlandskab i det store udland:


  • At stå på ski er for både store og små. Unger helt ned til 3-4 års alderen kan lære at stå på ski – afhængigt af deres motorik, selvfølgelig. Tjek på forhånd med skiskolen, om der er en mindstealder (typisk 4 år), som skal opfyldes.

  • Vælg et børnevenligt område med steder, hvor børnene kan boltre sig, både på ski, på kælk og andre sneaktiviteter. Variation skader ikke.

  • Skiskole eller professionel instruktør er en rigtig god ide. Også, selvom I – eller andre voksne, der er med på turen – har stået på ski altid. Skiinstruktører kan nemlig den særlige kunst at vise, så ungerne forstår (og at droppe de lange forklaringer, som til gengæld ikke si’r dem noget). Og de kender øvelser, der gør indlæringen til en leg for småfolk. Og det er jo netop det, det handler om.

  • Lad instruktøren instruere. Og hold selv lav profil imens. Så giver du undervisningen de bedste chancer for succes.

  • Skiinstruktion er også værd at overveje for de lidt ældre børn, der efterhånden har prøvet skiene på en god håndfuld ferier. Det kan gøre dem endnu mere sikre og give dem ekstra sjov på skiene at få finpudset teknikken og lære lidt mere avancerede tricks.  

  • Lej skiudstyret til børnene. Så får I noget i den rette størrelse, uden at skulle investere i nyt år efter år. Og I er sikre på, at det er relativt nyt, sikkert og helt fintjekket, når I stopper dem i det. Reserver udstyret hjemmefra, så I ved, at det er klar til jer.

  • Gå efter ski, der er lette for ungerne (især nybegynderne) at styre. De lange ski, kan de altid få – og farten skal nok komme.

  • Sørg for, at de små har det rette tøj på, så de ikke kommer til at fryse i sneen. Det kan tage fornøjelsen af det hele med lynets hast. Så tænk på varmt, langt undertøj og varme skisokker (bare ét par af gangen, så fødderne kan bevæges). En almindelig flyverdragt kan sagtens være fin nok (så I behøver ikke nødvendigvis at investere i dyre skidragter). Er den todelt, kan sneen dog snige sig ind under, så den er ikke altid lige gode til mindre børn.

  • Vanter skal være helt vandtætte – men hav alligevel et par ekstra klar, hvis legen i sneen alligevel gør dem våde og de små hænder kolde.

  • Skibriller skal der til for at skærme øjnene mod sne og sol. Pasformen er vigtig for, om ungerne gider at have dem på, og om de gør deres job.

  • Husk solcreme og læbepomade til den sarte barnehud.

  • Sørg for, at I alle får sund og mættende mad og drikke, så I har energi til dagens udfoldelser. Skiaktivitet stiller endnu større krav til det rette brændstof end en almindelig hverdag.


Foto © kavring – Fotolia.com

Har du selv brug for at få pudset teknikken på skiene af, kan du downloade iSki app’en til din iPhone og få din helt personlige instruktør – og guide til øvelser – med i lommen. Brug den både før skituren og på pisterne.


Happy skiing!!

Årets store rejsemesser

28 jan

Februar er tiden for de store rejsemesser, dels i Bella Center og dels i Messecenter Herning:



Ferie i Bella

11. – 13. februar 2011

Fredag  kl. 10 – 18
Lørdag  kl. 10 – 18
Søndag kl. 10 – 17

Køb billet på forhånd på Ferie i Bellas website.

Voksne: 90,00 kr *. Børn: 45,00 kr *.

Familie: 2 voksne, 1 barn: 190,00 kr * eller 2 voksne, 2 børn: 200,00 kr *




Ferie for alle  (MCH Messecenter Herning)

25. – 27. februar 2011

Fredag  kl. 10 – 18
Lørdag  kl. 10 – 18
Søndag kl. 10 – 17

Køb billet på forhånd på MCHs website.

Voksne: 90,00 kr. Børn: 45,00 kr.

Familie: 2 voksne, 1 barn: 190,00 kr eller 2 voksne, 2 børn: 200,00 kr.

50 % for seniorer (60 år +) om fredagen.

Forventningens glæde

28 jan

En stor del af fornøjelsen ved at rejse, er at glæde sig på forhånd. Sådan er det i hvert fald her hos os – både for store og små. Det er en af grundene til, at vi elsker at være på forkant med planlægningen af, hvor næste rejse skal gå hen.

Sådan kan I tage hul på rejsen længe før, den egentlig starter, og gøre forventningens glæde endnu større:


Læs bøger om feriemålet.


Snak med andre, der har besøgt rejsemålet og få deres bud på, hvad der lige er noget for jer der.


Hæng billeder op på køleskabet af lækre strande, museer, de lokale retter eller den lejebil, I drømmer om at køre i, når I kommer frem.


Hold familierejsemøder, hvor I alle fortæller, hvad I gerne vil se og opleve på rejsen. Planlæg turen i fællesskab.


Lav pakkelister – både over det nødvendige og det sjove.


Tag på fælles indkøbsture og få købt de ting – fx til rejseapoteket – som I skal have med.


Lav madplan, hvis I regner med, at I selv skal I køkkenet undervejs på turen. Sæt jer ind i de lokale råvarer og sæsonens udbud, hvor I skal hen.

Julehygge på tysk i Hamburg og Rostock

8 dec

Julemarked i Tyskland

(© Starpics - Fotolia.com)

Tyskerne kan det der med julemarkeder!!

Har I ikke allerede haft fornøjelsen, så er det bare om at komme i bilen og af sted. Her i familien har vi testet både julestemningen i Hamburg (som i øvrigt er en af vores favoritbyer i den store verden) og Rostock. Og begge dele kan varmt anbefales til alle, der elsker nisser, juletræer og julelys, og som har lyst til at svælge i Glühwein og kandiserede æbler med meget mere. Tag de gode travestøvler på og bevæg jer rundt i juleland sammen med et mylder af juleglade lokale og turister. Husk klapvogn til de mindste, men vælg den mindste variant, da det ellers kan blive lidt af en udfordring at komme frem i gaderne.

Julemarked på rådhuspladsen i Hamburg

(© Matthias Krüttgen - Fotolia.com)

Der er boder over det meste af Hamburgs gågadesystem fra 22. november til 23. december. På rådhuspladsen åbner boderne kl. 11 og øser ud af julestemningen med rund hånd til kl. 21 (22 på fredage/lørdage).

I Rostock åbner julemarkedet kl. 10 (11 om søndagen), og festlighederne varer til kl. 20 (21 på fredage/lørdage).

 

Hamburg links:

www.hamburger-weihnachtsmarkt.com

www.hamburg-web.de

www.weihnachtsmarkt360.de

 

Rostock links:

www.rostocker-weihnachtsmarkt.de

Julemanden ankommer i Hamburg

(© HIRO - Fotolia.com)